Rinkenæs Sogn

Strøtanker om velfærd

Hvad er velfærd for noget?

Vi har hørt og sagt og læst ordet nærmest til bevidstløshed i.

"Velfærd"

Når det ord bruges her hos os, bliver der sjældent forklaret, hvad det egentlig dækker over, men som regel betyder det et eller andet med at flest muligt skal have det materielt og arbejdsmæssigt godt - og helst materielt og arbejdsmæssigt bedre og bedre. Velfærden skal helst øges, synes vi.

I hvert fald gyser de fleste, når der trues med, at velfærden daler.

Ordet velfærd kommer jo af "at færdes vel". "Far vel" siger vi, når vi tager afsked med hinanden, "Må du færdes vel på din vej, nu hvor vi går i hver sin retning". Farvel.

Når man tænker sådan over det, kommer velfærd til at betyde noget mere end at have det materielt og arbejdsmæssigt godt. Hvis vi skal færdes vel på de veje, som vi går ad i løbet af en dag, et år eller et liv, så har vi brug for andre mennesker. Mennesker, som vil hjælpe os, og som har brug for os, mennesker, som vi kan dele glæder og sorger med. Den slags velfærd er heldigvis ikke afhængig af betalingsbalancen, det ved vi, og det erfarer vi forhåbentlig på forskellige måder i løbet af vores liv.

På vores egen lille plet her på Danmarkskortet har vi oplevet, at borgerne i Rinkenæs (sådan ser det i hvert fald ud i skrivende stund) har kunnet stå så meget sammen, at det lykkedes - med gode argumenter - at beholde vores skole. Det er også velfærd.

I den keltiske kristendom, som er kendt allerede fra 300-tallet efter Kristi fødsel, findes der en såkaldt bortsendelseshymne, som vi mindre højtideligt kunne kalde for en velfærdssang.

Det er en smuk og poetisk "Må-du-færdes-vel-sang".

"Må vejen stå klart for dig.

Må du altid have vinden i ryggen.

Må solen skinne varmt på dit ansigt;

regnen falde blidt på dig;

og indtil vi mødes igen,

må Gud holde dig i sin hånd".

 

Marianne Østergård

cookie information