Bøn

Vor Herre Jesu Kristi og vor Fader,

dig takker vi, for dig vil vi synge,

fordi du forvandlede den sorte nat

til en livsalig morgenrøde.

De begravede Jesus, vor broder.

Du vækkede ham, før solen stod op,

og gjorde menneskets jordefærd

til en guddommelig fødselsdag midt i verden.

Sådan skænker du os troen på,

at hvad vi sænker ned i vor jord

med gråd og klage,

skal stige over alle stjerner

med evig frydesang til dig,

som med Søn og Helligånd lever og regerer,

én sand treenig Gud

fra evighed til evighed.

Amen

 

 

Evangeliet til påskedag

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: ”Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det”. Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.

Mattæusevangeliet kapitel 28, 1-8

Alt håb er ude.

Det må være med den erfaring, kvinderne kommer gående over kirkegården til gravhulen, hvori den døde Jesus ligger.

Alt håb er ude.

Med den erfaring har vi måske også stået – eller vi kommer til at stå med den.

Vi kan kæmpe for livet – både vores eget og andre menneskers liv.

I denne tid kæmper vi desuden sammen hver for sig, som det hedder, holder afstand til hinanden og undlader at falde hinanden om halsen eller give hinanden et godt håndtryk.

Vi gør det allerbedste, vi kan i denne og i andre svære situationer, men en dag forlader åndedraget os.

Hvad er der så tilbage ud over en krop, der skal tages vare på og begraves eller bisættes?

Minderne, ja. Vi kan se tilbage.

Men hvad er der foran? Foran den døde?

 

Det jordbundne perspektiv, hvorfra de fleste af os umiddelbart ser dette her,

fortæller os, at der er ingenting. Det er meget enkelt.

Der er ingenting.

Alt håb er ude.

 

Men – med et udtryk jeg tillader mig at låne af Benny Andersen:

Hallelunej

lyder det påskemorgen til vores jordbundne perspektiv.

Der er mere at sige om os.

Livet er skabt med indbygget forvandling, og den forvandling er fyldt

med opstandelseskraft.

Foran den døde, må vi tro, er livet, for Kristus er opstået fra de døde.

Et nyt perspektiv åbner sig for os. Det er svimlende og forunderligt.

 

Kvinderne var stået tidligt op den morgen – hører vi - ”for at se til graven”.

Se døden og virkeligheden i øjnene og vel sagtens få lov at stå i fred og ro

der i det tidlige morgengry.

 

Men der er en, der er stået tidligere op end dem. Derfor får de noget andet at se og høre.

De kommer for at se til graven, men det er en engel, de ser.

De kommer for at græde, men de løber derfra med stor glæde.

De kommer, for at se dødens virkelighed i øjnene, men det er Guds virkelighed, de ser;

Guds virkelighed, der sprænger de snævre rum, som spærrer livet inde og skiller os fra hinanden og fra Gud.

 

Langfredag bliver til påskemorgen.

Den døde er gået gennem døden og er nu lyslevende.

Det er det, der sker påskemorgen. Det, vi troede ikke kunne ske, det skete.

Alting er blevet nyt.

 

I vores nære liv kan vi erfare, hvordan livet kan blive nyt og forvandles f.eks. når et forsigtigt mod pibler frem gennem sorgen, eller et knus – tilladt eller ej – eller en opringning letter ensomheden. På mange forskellige måder kan vi være det, der med et måske lidt sjældent ord hedder sjælesørger. Enhver af os kan blive modløs og ramt af angst. Og så er det vigtigt, at de, der lige for tiden ikke er modløse, minder dem, der lige for tiden er modløse om, hvad der er modløshedens modspil:

Det er, når man siger, at det her ikke skal knække mig. Det skal ikke vinde. Der er mere at sige: Der er et håb, som er større end angsten og døden.

Sådan findes opstandelsen imellem os på mange forskellige måder som opstand mod det, der knuser livsmod og reducerer mennesket til noget andet og mindre end Guds skabning.

For således elskede Gud verden, dig og mig, at han kom til verden i Jesus Kristus.

Sådan gav han os sig selv – helt ned i døden – for at give os et håb, der krydser alle grænser, så vores blik og hjerte løftes mod himlen og hinanden.

Vi er ikke bare os selv. Vi skal ikke lukke os inde i vores eget lille univers, og vi er ikke begrænset af de grave, vi falder i eller bliver lagt i.

Det er Gud, der er vores grænse. Det er Gud og ikke døden i alle dens forklædninger,

som er vores yderste grænse.

Han fører os med ind i sit liv.

Langfredag og påskemorgen er også din og min livshistorie.

Det er påskemorgens livsforvandlende perspektiv på livet.

For det er sandt: Jesus var og er Guds udtrykte billede på jorden.

Hans kærligheds kraft lever i os.

 

Så nu er alt håb ikke lukket inde og begravet – det er ude, men i en ny og forvandlet betydning, nemlig udenfor. Her ude i verden, hvor den opstandne også er.

Og herude er der noget vi skal, for kristen tro er levende og bevægende, og den kan aldrig skilles fra vores medmennesker.

Vi må se hinanden og os selv i lyset af den fremtid, Kristus kommer os i møde med.

Det er det himmelhåb, der hvælver sig over os - på trods og på tværs af alt.

Glædelig påske!

Marianne Østergård

cookie information