Marias lovsang

Lukasevangeliet kapitel 1 vers 46-55
Da sagde Maria:
Min sjæl ophøjer Herren,
og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig,
thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
Helligt er hans navn,
og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
varer i slægt efter slægt.
Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe;
sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort.
Han har taget sig af sin tjener Israel
og husker på sin barmhjertighed
– som han tilsagde vore fædre –
mod Abraham og hans slægt til evig tid.

Morgenbøn fra morgenandagten i Københavns domkirke

Gud, vor Far
åbn vores øjne
så vi ser lyset denne morgen
og dine træk i vores medmenneske.

Åbn vores øjne
så vi ser dagen du har bredt ud foran os.
Hjælp os til ikke at lade frygten føre ordet,
og angsten bestemme vores handlinger.

Læg din hånd på vores skulder
så tankens klarhed kan indfinde sig
og vi kan gøre det, der skal gøres
dig til ære og hinanden til gavn.

Vær hos dem der er alene bag lukkede døre
og dem der slider sig trætte for vores sundhed.
Hjælp os til at passe på hinanden,
og styrk vores fælles liv.

Du er vores lovsang,
du er vores stok og stav,
og vi beder dig:
Forvandl vores suk til en sang om
at livet og fremtiden tilhører dig.

Amen

Morgenbøn fra morgenandagten i Københavns domkirke

fredag den 13. marts 2020

 

 

 

Maria snart er det forår

1. Maria snart er det forår

det tøver i buske og træer

i havens krukker med liljer

der venter på mildere vejr

og spurve pusler i hækken

med første kuld unger på vej

Maria naturen venter

den venter og tier med dig

 

2. Maria mennesker længes

på kryds og på tværs og på skrå

mod sol og haver med stier

som man kan forelske sig på

og børn der trives og aldrig

skal mangle det daglige brød

Maria et sted at leve

og dø en almindelig død

 

3. Maria Herren er med dig

han blir til den yderste dag

når tvivlen lurer ved døren

og englen er fløjet herfra

han er der hver gang du ængstes

og beder for dem du har kær

han venter belyst af mørket

og våger og er dig nær

 

4. Maria himlens veninde

dit forår er brusende hvidt

en solsort synger mod solen

på naboens gule stakit

og barnet under dit hjerte

er fyldt af Guds hellige ånd –

det største og alt det mindste

forenet til ét i hans hånd.

(Luk. 1,26-38)

Lisbeth Smedegaard Andersen, 2014, 2015

Melodi

Noget om at synge

Hver dag kl. 9.05 er vi ca. en kvart million danskere, som i vores virus-isolation synger morgensang  - hver for sig og alligevel en slags sammen - med dirigenten for Radiopigekoret, Phillip Faber.

Vi elsker at synge sammen. Og nu savner vi det.

Måske er det midt i alt det forfærdelige godt at opdage det?

Noget tyder nemlig på, at de sange, vi synger, præger vores ånd, de kan ”tage bolig i os” og præge vores forståelse af andre mennesker og os selv.

Sange kan kalde fællesskabsfølelsen og taknemmeligheden frem. De åbner til det sted, hvor vi kan bevæges og røres og hente mod og håb.

 

Evangeliet til Mariæ bebudelsesdag er også en sang. Marias sang.

Hun har haft besøg af englen, Guds sendebud.

Hun har taget det både farlige og ubegribelige til sig og på sig, at Gud har brug for hende.

Og derefter besøger hun sin slægtning -  Elisabeth.

Elisabeth er det første menneske, der ønsker velsignelse over Maria og det barn, hun venter.

Da bryder Maria ud i lovsang.

Og hendes lovsang er nok den allermest sungne sang i Europas historie.

Indtil 1600-tallet var den over hele Europa et fast led i aftengudstjenesten.

Prøv at forestille jer det:

Hver eneste aften sang man denne lovsang inden mørket sænkede sig:

Se Guds storhed. Læn dig ind i den!

 ”Min sjæl, ophøj Herren”,

 synger Maria.

Se Guds storhed.

 

Når vi taler om Gud, kan det være svært at svinge sig op til så store ord.

 Måske går det bedre, når vi synger?

Ordene får vinger i sangen – fuglevinger eller englevinger eller glædesvinger, der løfter hjertet:

Lovsynger Herren, min mund og mit indre!”

Vores blufærdighed overfor store ord træder lidt til side, når vi synger. Og så kan selv store ord komme til at tage bolig i os.

Maria synger.

Hun står midt i Elisabeths dagligstue og synger om Guds storhed. Gud har skabt alt med sin kærligheds kraft, og hans Ånd fylder hele skaberværket på jorden og i himlen og i evigheden.

Gud var, før alting var og Gud er, når alt, hvad vi kender, er forbi.

Og det er den Gud, den Mægtige Gud, som har gjort store ting imod hende. Det er den Gud, altings skaber og opretholder, der har gjort sig lille og nu vokser til det menneskebarn, Maria skal føde.

Set udefra var der bestemt ikke noget at juble over for Maria. Efter sin tids love kunne hun blive stenet ihjel for at være gravid uden at være gift.

Og alligevel accepterer hun sin opgave.

Hvordan dette her skulle gå, det kunne hun selvfølgelig på ingen måde se.

Så lod hun Gud se!

Lod ham tage over; lod ham vende op og ned på det hele!!

Og så brød hun ud i sang.

Den sang, som altså i mange århundreder er blevet sunget hver gang mørket begyndte at brede sig.

En modig sang om at tage glæden på forskud

og vente alt det bedste: Fødsel og ny dag.

Påske og opstandelse fra de døde.

Sange præger vores fællesskab og selvforståelse dybt.

Sange præger vores ånd.

Så lad os blive ved med at synge – hver for sig – indtil vi igen kan synge sammen.

Lad os synge med Maria til trøst og mod og til Guds ære!

Vi må synge tværs over alt det, vi ikke kan forstå –

tværs over alle bekymringer og ængstelser.

Tværs over døden.

Og vente det bedste!

 

af Marianne Østergård Petersen

29-3-2020

”Bebudelsen” af Andrej Kolkoutine, 2005, olie på lærred

cookie information