Hvilken morgen grønne grene

1 Hvilken morgen grønne grene
på en tidlig forårsdag
og en rovfugl på en hegnspæl
langs en vej til Golgata

2 ydmyg sad han på sit æsel
som profeten havde sagt
som en konge blev han hyldet
svøbt i folkets drøm om magt

 3 han forløste deres længsler
Og var svar på deres savn:
”Vær velsignet du som kommer
til os i vor Herres navn!”

4 salmesang og palmegrene!
men en stemning kan slå om
det var nattemørkt i byen
da de hented` ham til dom

 5 og på Oliebjerget var det
som et såret dyr der skreg
og en rovfugl hang i luften
over byens udfaldsvej.

Lisbeth Smedegaard Andersen, 2010

Fra palmesøndag til skærtorsdag nat

Op mod den blå himmel

svajer palmegrene

i begejstring.

Kapper i mange farver

ligger på vejen i støvet.

Æslets små hove tripper afsted

oven på kapperne.

Han sidder på æslet –

Jesus fra Nazareth.

 

Han ved, han skal dø.

 

De tror, han er kongen,

der kommer til Jerusalem.

Det ved de,

fordi han kommer på denne måde.

Endelig kommer han.

Det er ham, der kan helbrede syge

og opvække døde til livet.

Det er ham,

der skal hjælpe dem

i deres nød –

ham,

der skal vinde deres krig.

 

Men Jesus kommer ikke

for at vinde nogen af de krige,

der også rasede

mellem mennesker dengang.

Han kommer som konge

i en helt anden betydning.

Kærlighedens konge.

Fredens fyrste.

 

Han kommer med den fred,

vi kan erfare,

når vi oplever,

at fred ikke kun

er fravær af problemer.

Fred er ikke bare fravær

af ufred og sygdom og krig.

Fred er nærvær.

Nærvær fra et andet menneske.

Guds nærvær – hos os.

I os.

Det er freden,

som Gud lader sænke sig over os

og det skaberværk,

vi er foldet ind i.

Det er med den fred,

Jesus rider ind i Jerusalem palmesøndag –

og videre ind i vores liv og hjerter.

 

Og det er den fred, han rækker os,

da han Skærtorsdag aften

sætter sig til bords

for sidste gang

sammen med sine disciple.

Dem alle sammen:

Peter, som om lidt

vil svigte sit løfte til Jesus,

da det gælder hans eget liv.

Judas, som om lidt forråder Jesus,

for at tjene til sit eget liv.

Og alle de andre disciple,

som vil flygte,

da de bliver bange.

Ved det bord sidder vi med:

”Tag dette og spis det.

Det er mit legeme, som gives for jer

til ihukommelse af mig.

Drik alle heraf.

Denne kalk er den nye pagt

ved mit blod,

som udgydes for jer til syndernes forladelse

og ihukommelse af mig.

Den kærligheds gave

rækker han os Skærtorsdag aften,

så vi kan række den videre til hinanden.

 

Senere på natten –

lige før soldaterne kommer

og Judas giver ham

sit forræderiske kys –

beder Jesus selv om Guds nærvær:

”Far”.

Du kan alt, lad mig slippe,

jeg er bange.”

Og Gud hørte ham og gav ham mod.

Nu må vi tro,

at også der, i angsten og mørket,

er han os nær.

 

Marianne Østergård

cookie information