Gå i mørket med lyset. 
   Gå i visheden om
ikke at gå alene.
   Gå med lyset. Kom!

 

Gå for andre, med håbet. 
   Gå mellem skred og fald.
Gå i flakkende skygger. 
   Gå — mærk at vi skal!

 

Gå med sultne og trætte.
   Gå — vær den anden nær.
Åbenbaring og nåde. 

   Gå — Kristus er her!

 

Gå, så bange, med modet. 
   Gå med alt, hvad du tror.
Natten blir lys som dagen.
   Gå på Herrens ord!


Gå — føl livet begynde. 
   Gå med budskab om fred. 
Gå – lad hjerterne synge. 
   Gå med kærlighed!

 

Gå i mørket med lyset. 
   Gå i visheden om  
ikke at gå alene.
   Gå med lyset. Kom!

Sten Kaalø, 2011

Evangeliet til 3. søndag efter påskedag

Vejen og sandheden og livet

Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«

Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.


Johannesevangeliet kapitel 14, 1-11


Forårsdagen var lysende og smuk, og netop den dag opdagede vi på en vandring ad Gendarmstien en børsteorm i et lille vandløb. Den lyste metalblåt som en sølvsmed nede i vandet.

Solen varmede den, så nu var den vågnet, og lidt sløvt var den på vej op fra sandet.

Den kendte instinktivt sin vej. På den måde må det være let at være en børsteorm. Den kender sin vej.

Mennesker har flere veje at vælge imellem. Vi er også forbundet med hinanden af veje, og på den måde skal vi nok finde dem, vi holder af og vil være sammen med. Der er i historiens løb bygget talløse broer over vande og sprængt tunneller gennem bjerge. Og hvis vi ikke kan gå eller køre eller flyve til hinanden, holder vi forbindelse ad andre veje – kommunikationsveje.

Det er da blevet tydeligt i denne Covid 19 - tid: Vi ringer, skyper, mailer, facetimer, zoomer osv. - måske som aldrig før. Denne lille søndagspakke er i grunden udtryk for det samme: Et ønske om at finde en alternativ vej for at være sammen om det, der er gudstjenestens omdrejningspunkt i en tid, hvor vi ikke kan være fysisk sammen.

Hvor farbar den vej er, ved jeg ikke, for der mangler minsandten det fysiske fællesskab,
men for en kortere tid går det måske?

 

Under alle omstændigheder og bestemt også i denne tid har vi brug for ad forskellige veje at blive husket på, at mennesker ikke bare er forbrugsvæsner, der skal holde et økonomisk maskineri i gang!

Vi er heller ikke bare nogle tal over smittede, indlagte eller døde.

Vi er også sat på en vej, som - uanset hvad der sker - rummer en kraft, der kalder os frem som solen kalder børsteormen op.

 

”Jeg er vejen”, siger Jesus.

Sådan blev han for resten kaldt i begyndelsen, dengang det hele blev sat i bevægelse efter den første påskemorgen.

De første kristne talte ikke om kristendom, men kaldte det VEJEN, det nye livssyn, de var optaget af og som fyldte deres liv. De kaldte sig selv for ”Dem, som er på vej”, eller ”dem som går ad Vejen.”

For det var og er et og det samme: Den kristne tro er en vej at gå i sit liv. Og omdrejningspunktet her er ikke en bog eller et styringssystem, men et menneske, Jesus fra Nazareth.

I ham kom Gud selv til verden og til os.

Den historie er vi endnu kun på vej til at forstå. Vi kan vel højest begribe en flig af, at Jesus fra Nazareth med sit liv, sin død og sin opstandelse fra de døde bar skaberens dybe sammenhæng og en ny livsforståelse ind i verden, og lagde sig selv som en vej, vi kan vandre ad. Men vi kan tro det.

Hans vej fører fra mørke til lys. Fra død til liv. Sådan sætter han os fri.

Jesus viste, at Gud er den, der giver – ikke bare al ting, men giver sig selv for vores skyld, så vi aldrig skal mangle Ham at leve af.

Det er gerningerne, som han taler om til sidst i evangeliestykket: Kærlighedens og gavmildhedens gerninger. Opstandelsens gerninger.

Det er dem, Gud kan kendes på.

Og vi har fået noget, vi skal, for gavmildheden og opstandelsens kraft bliver også synlig og virksom gennem os og ved os i vores daglige liv med hinanden. Så enkelt er det.

Her – i det nye liv netop nu på denne forårsdag – skal vi gå i hælene på ham, der kaldte sig selv for vejen. Den vej behøver vi ikke at lede efter.

Den har fundet os.

 

Marianne Østergård

 

 

cookie information