Opstandne Herre, du vil gå

Salmebogen nr. 245

Opstandne Herre, du vil gå
med os til verdens ende.
Hvor du går hen, skal dine små
dit fodspor se og kende.
Du går forud
for os til Gud,
dér vil du, dine kære
skal altid hos dig være. 

Men, Herre, du ved selv, hvor trangt
det er med hjertefreden,
når vi kan mærke, der er langt
herfra til evigheden,
når dine spor,
dit eget ord,
blir visket ud i sandet,
og vejen blir forbandet. 

Til Emmaus går vejen tit
i følgeskab med sorgen.
I mørket går vi skridt for skridt,
der er så langt til morgen!
Klar op vort mod,
lys for vor fod,
stå op, gå os i møde,
stå op for os af døde!

Luk skriften op og hjertet med,
lad påskesolen skinne,
så uforstand og tungnemhed
som tåger må forsvinde!
Da skal al trods
forgå i os,
som sten fra graven vælte,
som dug for solen smelte. 

Opstandne Herre, hos os bliv,
når dagen går til ende,
lad ordet om et evigt liv
i vore hjerter brænde!
Den blinde ser,
den bange ler,
når brødet med dig brydes,
vi kender dig - og frydes.

Johannes Johansen 1976 og 1990. 

 

 

Evangeliet til 2. søndag efter påskedag

Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: "Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud." Jesus svarede dem: "Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke,fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeggiver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd.Jeg og Faderen er ét."

Johannesevangeliet kapitel 21, 15-19


”Du skal ikke tro, du skal vide”. For tro, - sådan tænker vi som regel, - tro, det er jo bare usikker viden. Tro, det gør vi, indtil vi ved bedre. Engang troede mennesker, at jorden var flad. Nu ved vi bedre, og vi ved meget mere, så nu tror vi ikke det længere.

”Du skal ikke tro, du skal vide”.

Det er det, Jesus vender om, som han nu har for vane at vende det hele og os om:=)

”I kan ikke nøjes med at vide”, siger Jesus i dag. ”I skal tro. ”Jeg har sagt til jer, hvem jeg er, og I tror det ikke”, siger han. ”I ved det godt, - for jeg har sagt det. I har hørt det, men I tror det ikke”. Tro er altså ikke usikker viden eller forkert viden. Tro er tolkning af det, man ved.

Det vil sige: Man skal vide noget, før man kan tro.

Viden er ikke troens modsætning, men troens forudsætning.

Troen tolker det, vi ved. Troen tolker den verden og den virkelighed, vi kan se og høre og erfare.

Når vi vender det på den måde, kommer viden først.

Troen kommer efter, og den går et spadestik dybere end viden.

Det forstår den 5-årige, der står ved sin oldefars gravsted sammen med sin mor.
”Hvordan er der dér, hvor oldefar er” spørger barnet.
Og moderen giver sig til at forklare, at det er der ingen, der ved, for de døde kan jo ikke komme tilbage og fortælle, hvordan der er.

”Nej, det ved jeg da godt”, siger barnet, ”men hvordan tror du, der er?”

Og så går moderen i gang. Ikke med at fortælle, hvad både hun og altså også barnet, udmærket ved:

At døden er absolut.

Men fortælle, hvordan hun så tolker den viden. Hvad hun tror stillet over for den viden - set i lyset af sin viden om fortællingen om påskemorgen.

Ud af den tolkning kom en betydningsfuld samtale om livet efter døden.

Det forklarer ikke den usikkerhed, som er vores livsvilkår.
Men troen lader usikkerheden komme os til gode.
Alt, hvad Jesus gjorde og sagde, er én lang forkyndelse af, at der altid er mere at sige – også når det sidste ord er sagt.

Der er en ny begyndelse, selv når døden i den ene eller anden skikkelse har lukket og slukket efter os. Når der ikke er flere muligheder for os, da har Gud stadig sit lys og sit håb i behold. Til os.

Det er det, vi fejrer her i tiden omkring påske. Den endegyldige død kunne ikke hegne Gud inde.
Det så ud som om, at alt håb var ude. Al tro var borte. Al kærlighed var bleven kold.

Og netop der skabte Gud en ny begyndelse.
Det var vinter. Det ved vi. Og vi tror, at nu er det blevet påske!
Med det håb og den tro vil Kristus gå med os til verdens ende.

Marianne Østergård

Maja Lisa Engelhardt: "vej gennem landskab"

cookie information