”Hvad er det at møde den opstandne mester”

 

Udvalgte vers af ”Hvad er det at møde den opstandne mester” (Salmebogen nr. 249)

Hvad er det at møde den opstandne mester
i live igen
trods pinen og døden, soldater og præster,
trods svig af en ven?
Det er som at indse det, blændet af tårer:
Hvor var jeg en indskrænket, hjerteløs dåre!

Det er som at høre en gravengels stemme:
Han er ikke her!
Gå hen, hvor I arbejder, elsker, har hjemme,
han møder jer der!
Det er, som når livet det vender tilbage,
som brød, vi skal bryde, som vin, vi skal smage.

Det er som fornægteren Simon den Bange,
fortabt i sin skam,
at høre hans tillidserklæring tre gange:
Vogt du mine lam!
Det er som at løftes af mægtige hænder
fra drukning i mørket til morgen blandt venner.

Det er som en ånd gennem lukkede døre
i kød og i blod,
der sender os, siger os, hvad vi skal gøre,
og indgyder mod,
så den, der er bange for hån og for stening,
tør gøre i dag, hvad der evigt gir mening.

Det er som et forhæng, der rives til side
på højeste sted,
og Mesteren står der og gir dig i tide
sin evige fred.
Det er som i lovsang, lyksalig og svimmel,
at se ham som Gud i den syvende himmel.  

Hans Anker Jørgensen 2000.

Evangeliet til 1. søndag efter påskedag

Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!«

Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!«

Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.«

Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«

Johannes evangeliet kapitel 21, 15-19

Der er mere at sige! Noget nyt er kommet til os og vores liv.

Det er det, der er på spil på denne allerførste søndag efter påskedag.

Da Jesus var død og opstået fra de døde, vender Simon Peter og nogle af de andre disciple tilbage til deres gamle liv. De tager ud for at fiske. Hvad skulle de ellers gøre af sig selv? Og der - hvor Jesus for længe siden mødte dem første gang lige midt i deres daglige arbejde – der møder han dem på ny.

Tre gange spørger Jesus: ”Simon, elsker du mig?” Tre gange.

Ligeså mange gange som Simon havde fornægtet ham.

Og tre gange får Simon rakt det nye liv, kærligheden, i form af den opgave, han får:

”Vogt mine lam, vær hyrde for mine får”.

”Mine”, siger Jesus. Det er væsentligt.

Et menneske tilhører Gud. Det er det, Simon, og alle vi andre med ham, aldrig skal glemme, at vi har hørt. Vi tilhører Gud. At være hyrde for nogen er aldrig at være herre over.

Det er et værn mod al menneskeligt magtmisbrug, både på det store, overordnede politiske og kirkelige plan og på det lille, nære familiære. Det er et værn mod geskæftigheden, når vi så gerne

i vores uendelige visdom vil have de andre til at gøre og tænke og tro, som vi.

Og det er det værn mod fortvivlelsen, der hvor vi ikke magter at hjælpe, trøste og redde den anden,

selv om vi så gerne ville. Også i den situation gælder det, at den anden tilhører Gud.

Navnet Simon betyder ”den, der lytter”. Og det er ham, Simon, som under navnet Peter - klippen -svigtede Jesu tillid Skærtorsdag aften. Netop han får til opgave at være hyrde. Der er altså ikke brug for ubevægelige, fundamentalistiske klipper, når det underfulde skal fortælles:

Guds kærligheds kraft flyder og lever og ånder i skaberværket.

Også i dig, du lille menneske.

Den kærlighed er større end død og svigt og fortræd.

Guds mægtige kærlighed har sprængt sig vej alle steder.

Den kalder os op af mørket, ud af gravene og hen til hinanden.

 

At forkynde med ord og handling om den underfulde virkelighed, som er omkring os og i os,

DET kræver bevægelige hyrder, som kan lytte – lytte til Gud og til mennesker.

Og vi har fået noget, vi skal og kan. Gud er siden påskemorgen altid foran os som den opstandne

for at kalde os ud fra det gamle og give os nye opgaver, nye håb, nye muligheder, hvad der så end ligger bag os af skyld, svigt, forspildte chancer og bristede drømme.

Det er os, han taler til, når han kalder:

”Lyt, elsk, giv og tilgiv.

Følg mig”.

 

Marianne Østergård

cookie information